Generalforsamlingen den 15. marts 2024

 
Beretning
 
Vi har til de sidste års generalforsamlinger gjort en del ud af at få så mange medlemmer med til vores generalforsamling som muligt – og i år har vi også inviteret ikke medlemmer med.
At vi har inviteret ikke medlemmer med, er det dels fordi vi gerne vil slå et slag for frivilligheden – og give så mange som muligt en mulighed for at høre om hvad Hasle Idrætsforening kan og vil – og dels sige en tak for al den hjælp vi får i dagligdagen, også fra der ikke er medlemmer i foreningen.
F.eks. da vi stod med vand ind i lokalerne mod øst i Væksthuzet, da vandet under de store regnskyl tidligere på året væltede ned fra markerne ovenfor.
Dejligt at se at så mange er mødt op, for at høre om året 2023 og høre om foreningens nyeste tiltag og idéer. Tak for det.
Og når det kommer til afstemninger, så har vi styr på hvem der stemmeberettigede, altså medlemmer af HIF.
 
Først lidt praktiske informationer:
Efter GF er foreningen vært ved en spisning. Rikke fra Rubinen kommer ca. kvart over syv med en varm hovedret og en kold dessert – så jeg håber, at vi kan klare selve GF på 2 ½ time. Hvis vi bliver færdige før da, ja - så er der plads til en snak på kryds og tværs og et glas inden maden.
Der er linet drikkevarer op og I er velkommen til at forsyne jer som I vil.
Vi har i år søgt og fået bevilget midler fra DIF og DGI’s foreningspulje, som gør, at det vi spiser og drikker i dag, er betalt af denne pulje. Tak til DIF og DGI.
Vi har haft et indlæg om ”Frivillighed” – om hvor vigtigt det er, at I medlemmer, og lokalområdet i et hele taget, støtter op om vores forening.
Og jeg vil her i begyndelsen af min beretning pointere, at uden jer, Bornholms bedste frivillige (som Kristoffer Gravgaard, Bornholms Tidendes chefredaktør skrev i sin leder efter sidste års Sildefest), så var det ikke gået så godt som det gør for Hasle Idrætsforening.
Som jeg har nævnt en del gange efterhånden, så kan vi ikke leve af kontingenterne alene. Det er dyrt at drive en idrætsforening.
Men - så er det jo, at vi heldigvis har en række ”underafdelinger / udvalg / bestyrelser”, som hjælper os med at skaffe penge til at drive vores forening. Det er primært Bankospillene og Sildefesten jeg tænker på – de er med til, at vi kan holde kontingenterne på et fornuftigt niveau og sikre at vi udvikler os.
 
Vi har her gode og kompetente tovholdere og hjælpere – det kører som det skal, I er trofaste og engagerede, og det skal I have en stor tak for!
Stor respekt for jeres arbejde herfra.
Og vi skal jo også huske på, at udover at Bankospillene og Sildefesten genererer penge til foreningen, så har de også en stor social værdi – der er rigtig mange der ser frem til de ugentlige banko aftener og til årets store byfest på havnen.
I 2023 blev vi foreningspartner på WonderFestiwall. Det betyder, at vi ved at stille med et antal frivillige på festivallen i august måned, får en pose penge til foreningskassen.
For to vagter, hver på 6 timer, fik alle vores frivillige en partout billet til festivallen med mulighed for at høre en masse god musik, have nogle hyggelige og festlige timer med vennerne oppe i Slotslyngen.
Og ikke mindst - at være med til at tjene penge til klubkassen.
I 2023 var vi 34 frivillige der på denne måde tjente penge hjem til Hasle Idrætsforening.
Til årets festival, den 15. til 18. august, har vi udvidet samarbejdet med Wonder, som betyder, at endnu flere – medlemmer og ikke medlemmer - får mulighed for at være med.  
Alle der var med sidste år, får en direkte henvendelse fra Frank som sidder derover – eller mig.
Men – hvis der er er nogen her, der gerne vil med på holdet og som ikke er det – eller vil høre mere om opgaverne – så kontakt gerne Frank eller mig. Også her i aften 😊
Wonder genererede et flot overskud i 2023 som kommer idræts- og kulturlivet på Bornholm til gode. Vi har en ansøgning liggende om midler til nye gamer stationer og mon ikke vi får dette bevilget? 😊
Jeg vil da også nævne, at vi har samarbejde med dem om lån af materialer / udstyr til Sildefesten.
Altså et godt samarbejde vi har fået etableret der.
HIF har dags dato 530 medlemmer mod 488 på samme tidspunkt sidste år, og vi har tilsvarende stigning i kontingentindtægter.
De nævnt 530 er unikke medlemmer – vi har 916 aktivitets medlemmer – så man kan sige, at vores medlemmer i snit er aktive i to idrætsgrene. Og det er rigtig godt.
Hvor mange medlemmer er vi så på dette tidspunkt til næste år?
Jeg sagde på Bytingets repræsentantskabsmøde i aftes, at vi til den tid har 800 medlemmer – som minimum.
Carsten – og mange andre – siger at vi har flere 😊
Hasle Idrætsforening er altså en velfungerende forening, vi har som nævnt et stigende medlemstal og en god økonomi – og vores afdelinger kører, stort set, godt – med ansvarsfulde og engagerede ledere.
Når jeg sagde ”stort set”, så er der er i enkelte afdelinger lidt udfordringer med lidt faldende medlemstal og manglende trænere.
fdelingsformændene vil om lidt komme ind på hvordan året 2023 er gået i de enkelte afdelinger.
Enkelte formænd har ikke kunnet være med her i aften, så her vil Carsten og jeg vikariere.
 
Trods det, at det er dyrt at drive en forening, så har vi stadig den målsætning at kunne tilbyde den idræt / de aktiviteter som vores omgivelser efterspørger – det være til børn, unge og voksne – hvis vi kan og mener det er realistisk.
Vi har et ansvar overfor vores omgivelser.
Og det må man sig, at vi levede op til i 2023.
Efter en lang og sej kamp har vi nu to padel baner – PLE Arena – der står klar til spil – lige herudenfor.
På GF sidste år underholdt jeg jer med den tunge sagsbehandling i BYG – den vil jeg spare jer for i år, nu er de her! 😊
Carsten vil om lidt komme ind på status omkring Padel tennis.
 
Og så er der jo Væksthuzet.
Også dette emne var oppe og vende på sidste års GF – vi manglede plads til vores aktiviteter - skulle vi bygge til klubhuset, købe Hasle Hallen eller byde på Væksthuzet.
Vi ville koncentrere os om Væksthuzet – vi bød på det - og fik afslag på vores bud. Det var for lavt.
Vi gik så for alvor i gang med at søge efter midler til køb i en række af de helt ”store fonde”, og jeg pointerede sidste år, at et eventuelt køb ville være afhængigt af om vi kunne skaffe pengene udefra.
Vi havde idéer og drømme – primært ville vi gerne kunne tilbyde vores medlemmer et moderne fitnesscenter.
Og det lykkedes sørme!
Vi blev – og er - i ledelsen både glade og stolte over resultatet.
På en ekstraordinær GF i november fik vi et ja fra medlemmerne til et køb, og efter en del forhandlinger om pris og inventar, så overtog vi den 15. januar i år Væksthuzet på Bykærvej.
Det var en stor dag, som flittigt blev omtalt i medierne – både TV2, DR og Bornholms Tidende troppede op.
Og vi kunne samtidig oplyse, at det var A.P. Møller fonden der gjorde vores drøm til virkelig. Fonden donerede os den fulde købssum på 2.8 millioner kroner. Vildt og lidt surrealistisk.
Vi glæder os vildt meget til at åbne op for et helt nyt Fitnesscenter i Væksthuzet – og vores voksende esport afdeling vil også få lokaler i Væksthuzet.
Jeg vil også her nævne, at Padel er den hurtigst voksende sport i Danmark og Fintnes er den næst hurtigste!
I ejendommen er der også et funktionelt industrikøkken og vi vil benytte nogle af de mange lokaler til udlejning til f.eks. fester og møder.
Vi har indgået et samarbejde med initiativtagerne til de månedlige fællesspisninger der før fandt sted på Hotel Herold.
Vi har lagt lokaler – og frivillige – til to spisninger med fuldt hus, senest i tirsdags – en stor succes med god mad og hygge for de 80 fremmødte.
Vi håber vi kan åbne Fitnesscenteret, hvor vi samtidig vil holde et ”åbent hus” for alle, i løbet af 4-6 uger.
Carsten vil om lidt give status på dette.
Som jeg nævnte, så fik vi 2.8 millioner af AP Møller fonden til køb af Væksthuzet.
Men - et er at få doneret en stor sum penge til et køb – men hvad med driften? – og indretning og køb af maskiner?
Vi kom på den ekstraordinære GF med et budget der fortalte, hvad vi skulle have ind via udlejninger og nye medlemmer for at få dækket driften.
Vi har pt. 14 udlejninger og 9 fællesspisninger - og vi får løbende nye medlemmer så det går som forventet – eller rettere, det er over det budgetterede.
Vores fitnessudvalg har ønske om maskiner til 749.000 kr.
Vi har søgt fonde, og desværre fået mindre beløb end forventet. Vi har også fået flere afslag, bl.a. fra Sparekassen Bornholms Fond, hvilket er meget skuffende og uventet. Når jeg siger mindre end forventet, så er det fordi vi havde håbet på mere, med tanke på de beløb vi fik til etableringen af vores Padel anlæg. Her fik vi det fulde ansøgte beløb ved de fleste fonde.
Til køb af udstyr har vi fået 200t fra AP Møller Fonden, 40t fra Bornholms Brand og 40t fra Nordea fonden – det er i alt 280t.
Efter nogle snakker med og besøg af DGI’s fitness konsulent og konsulent for Bevæg dig for livet, Ruben Lundtoft, som er vores rådgiver på etableringen af Fitness centeret, så tilbød DGI os at låne 300.000 rentefrit over 5 år, med første betaling i december 2025.
Da alle beregninger og prognoser viser, at det hænger sammen økonomisk – Fitness chefens beregninger viser faktisk, at vi kan indfri lånet før tid hvis det er det vi ønsker – så har vi uden tøven sagt ja til dette gode tilbud.
I parentes bemærket, så kan vi gøre dette uden GF’s godkendelse, da der her er tale om et lån uden pant i fast ejendom.
Det er NU der skal handles – dvs. vi skal åbne op så hurtigt som muligt, vi skal udnytte al den omtale vi har fået, og stadig får, både i medierne og i dagligdagen.
Vi får f.eks. daglige henvendelser med spørgsmål om åbningsdato, hvilke maskiner kommer der og hvad med forskellige former for holdtræning.
 
Som de fleste jo nok ved, fik jeg i februar måned Bornholms Tidendes lederpris for 2023 – og jeg vil her benytte lejligheden til at sige tak for den store opbakning jeg fik.
Når jeg nævner dette, så er det også for at sige, at det har betydet en hel vild omtale i medierne. ”Alle” taler om Hasle Idrætsforening og Væksthuzet. Og vores Padel anlæg.
Væksthuzet – og Padel anlægget – har været vist på TV2 rigtig mange gange.
Lad mig give et par eksempler på hvad denne omtale har kastet af sig – begge eksempler er henvendelser fra i går:
BRK og DBU Bornholm.
 
 
 
Og så vender jeg tilbage til frivilligheden.
Rigtig mange har kontaktet os med tilbud om at give en hånd med af forskellig art ifm. vores køb af Væksthuzet - interessen for Væksthuzet er stor.
Vores trofaste frivillige er i fuld gang med at klargøre huset til de planlagte aktiviteter. Der bliver gjort rent, ryddet op, malet og pyntet.
Og – som nævnt i min indledning - da store vandmasser under de store regnskyl tidligere på året væltede ned fra markerne og trængte ind i ejendommen, ja -så stod der brave mænd klar med maskiner og skovle. Der blev gravet, lagt dræn og skærver.
Og de samme gæve gutter har sagt ja til at skrabe græs af og grave, gøre klar til lægning af de 540 fliser som skal lægges ved padel anlægget.
Det er bare en kæmpe fornøjelse at være med til – tak til jer!
Indledningsvis takkede jeg banko og sildefestfolket for deres trofaste og store arbejde, og jeg vil også rette en stor tak til klubhusadministrationen og klubhusudvalget for jeres store arbejde for foreningen.
Tak til bestyrelsen, vores revisor, de forskellige afdelingsudvalg, underudvalg, ledere og trænere – og ikke mindst forretningsudvalget, mine nærmeste samarbejdspartnere - og alle hjælpere i det hele taget, tak til jer alle for godt, trofast og loyalt samarbejde.
Også tak til Bytinget for samarbejdet i forbindelse med vores fælles arrangementer, til sponsorer – og til pressen for god og flot opbakning.
Og med disse ord slutter jeg min beretning om året 2023.
Hasle Idrætsforening | Damløkkevej 19 | 3790 Hasle